Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har nedsat Rådet for Kulturel Modstandskraft, og dermed udpeget en række aktører i det danske kulturlandskab til at ”afdække og skabe debat om, hvordan kunst og kultur kan bidrage til opbygning af kulturel modstandskraft i krisetider.”

Med det melder spørgsmålet sig: er det kun i krisetider, at kunst og kulturs samfundsværdi nyder politisk anerkendelse? Og hvilken værdi, er det egentlig vi snakker om?

Åndelig værdi eller propaganda-redskab?

Jeg bifalder, at vi i disse ”krisetider” har (gen)opdaget kulturens samfundsmæssige kraft og at kunst og kultur har potentialet til at samle os trods forskelle, gøre os bevidste om en lokalt forankret kulturarv og kommunikere stærke budskaber. Og jeg bifalder, at det betyder, at kulturen dermed får mere opmærksomhed, resurser og generel politisk anerkendelse.

Men kunst og kultur er også så meget mere end det. Og jeg vil tro, som det er tilfældet med mig selv, at de fleste af os beskæftiger os med den, fordi den har ramt noget dybt følelsesmæssigt i os hver især.

Nogen vil kalde det ånd, æstetisk erfaring eller det sublime. Andre vil genkende det, som det, der gjort dem glade, forundrede, rørte eller skræmte i mødet med et kunstnerisk værk. Det er den følelse af, at der er noget større end os selv. Dermed får det også nemt et religiøst islæt. Men det vil være en fejl at sidestille ånd med religion. Ånd er mere end spiritualitet og organiseret religion, ligesom kunst og kultur er mere end demokrati, kritisk tænkning og national samling – eller kulturel modstandskraft.

Kunst og kultur er lige så grimt, provokerende og småt, som det er smukt, henrivende og stort. Det er lige så splittende, som det er samlende. Og så er det ikke mindst utroligt svært at forklare, hvad det er, den præcist gør. Men netop dét, er pointen. 

Derfor er ægte kunst svær, hvis ikke umulig, at instrumentalisere, og bruge til store og samlende budskaber, uden at den bliver til propaganda. 

Det vil derfor også være en fejl at reducere kunst og kultur til ”kulturel modstandskraft”. 

Opgør med silotænkning

Jeg er med på, at det at nedsætte et råd, der kan afdække kunst og kulturs muligheder for at bidrage til kulturel modstandskraft eller resiliens, ikke nødvendigvis samtidig betyder, at man reducerer kulturen til kun det. Men jeg kan være bange for, at vi i denne øgede opmærksomhed fortaber os i kulturens samfundsnytte, uden at bevare kunstens åndelige værdi, som kan være noget sværere at omsætte direkte til samfundsværdi.

Jeg mener, at vi i denne øgede politiske bevågenhed har et ansvar, både som kulturliv og som politikere, at huske os selv og hinanden på værdien af ting vi ikke kan reducere til konkrete målsætninger. For kunsten er næsten det eneste vi har, som har den kvalitet, og det er netop det, der gør den unik. 

Det betyder ikke, at vi ikke også kan bruge kunst og kultur til at skabe stærke fællesskaber og mødesteder, som også har en værdi for vores samfund og demokrati. Og helt konkret kan denne samtale være med til at indvarsle et tiltrængt opgør med nogle alt for rodfæstede konventioner, der medfører en silotænkning mellem kulturelle og sociale indsatser. Det kan sagtens samtænkes, også uden at kunsten i den proces spændes for samfundets eller det sociales vogn.

Men vi må huske på, at ånden i sig selv er afgørende for et kulturelt rigt samfund. Med denne bevidsthed, kan vi betragte kunsten som en særskilt og vigtig bestanddel af vores samfund på lige fod med sundhed, trivsel og fred – og ikke bare flødeskum og krymmel på toppen. 

Vi må huske på, at vi ikke behøver ydre eller indre fjender for at værne om kunstens egenværdi, og den ånd, som forbinder os på tværs af forskelle. Hvad vi kan instrumentalisere, er den øgede opmærksomhed til at skabe bedre strukturer for, at kunsten og kulturen trives i vores samfund. 

Politisk og økonomisk anerkendelse

Det starter med en anerkendelse af kunstens ubestemmelige egenværdi, og at den nogle gange strider med vores værdier og politiske mål.

Dernæst kommer den økonomiske og strukturelle anerkendelse. Som set i Irland, hvor de aflønner landets kunstnere, for netop at være kunstnere og bidrage til landets kulturelle rigdom. Eller i Litauen, hvor museer er den næstmest troværdige institutionstype efter brandvæsnet, netop fordi forskning og formidling af kultur prioriteres med statslig økonomisk understøttelse.

Lad os bruge denne tid, om vi kalder den ”åndelig oprustning” eller ”kulturel modstandskraft”, til netop at minde os om kunstens enorme og helt afgørende samfundsmæssige kraft, og at den bevidsthed forplanter sig i konkret kulturpolitik og økonomisk anerkendelse.  

Lad os gerne samarbejde på kryds og tværs af sektorer og faggrupper, så vi får kultur ind i socialindsatser og flere sociale initiativer ind i kunsten. Men det skal foregå jævnbyrdigt og på lige vilkår. Kunst og kultur er ikke til for samfundet, men det er en del af samfundet. 

Med den anerkendelse og værdsættelse, får vi ikke bare et kulturelt modstandsdygtigt samfund, vi får også et åndeligt rigt samfund.